OB50 KB - Lyseng IF

Hold:
KB - Lyseng IF
Resultat:
2-0
Dato for kamp:
26-04-2017
Bedste spiller:
Jes Kristensen
Målscorere:
Henrik Jeppesen, Jørgen Jensen
Kampreferat:

Pligtsejr til et tamt KB mandskab

Manageren opgiver snart at lave oplæg til kampene. I skal gøre sådan og sådan, og så gør de det modsatte. I dag spiller vi 4-3-3 og så spiller de 7-2-1. Vi skal spille med mange stationer og have stor tålmodighed, så spiller de utålmodigt og med håbløst lange afleveringer til en enlig angriber. 

Det lyder måske som et nederlag. Det var det ikke. Det blev til en 2-0 sejr. Den eneste aftale der blev holdt var, at der skulle præsteres et clean-sheet for fjerde kamp i træk - ikke mindst på grund af en fantomredning af Klaus Engelbreth i første halvleg, hvor Lyseng ellers kunne have udlignet.

Henrik Jeppesen bragte KB på 1-0 da han sendte et fladt spark i nettet. Det og Engelbreths redning var absolut de to højdepunkter i en første halvleg med få lyspunkter. I pausen blev der talt om, hvordan man egentlig spiller fodbold. Spil det enkle, hav tålmodighed til chancerne opstår. Pausen blev også benyttet til at give come-back til Ralph Otkjær efter 28 års pause fra den røde KB trøje. Ellers var det så som så om enigheden om taktikken. Spillet blev gjort endnu mere kompliceret. Der var absolut ingen tålmodighed i spillet. Afleveringer under 20 meter var uacceptable. Fodbold virkede som et kompliceret spil. Det blev dog til en enkelt mål, da kaptajnen - Jørgen Jensen - sendte bolden i nettet tæt under mål.

Ralph Otkjær kunne have fået et fint come-back, da han brød alene igennem. Jo flere meter han skulle løbe, jo færre kræfter havde han. Da han endelig nåede indenfor afslutningsafstand faldt han omkuld af træthed. Henrik Jeppesen havde også en chance for at spille Jørgen Jensen helt fri i oplagt scoringsposition. Jeppe så ikke Jørgen. Til gengæld så han et helt frit Lyseng mål foran sig. Det var der ikke, så bolden endte i maven på en af de tre forsvarsspillere der stod foran ham. Aktionen blev kommenteret højt, intensivt og længe af Jørgen Jensen, der kunne være strøget til tops på oldboys topscorerlisten, hvis han havde fået den aflevering, han aldrig fik.

Det hele endte med 2-0 til KB. Godt resultat, men skidt spillet kamp. Der var få lyspunkter. Et af disse var Jes Kristensen, der modtog den højt estimerede Bamse. Nu venter en vanskelig udekamp mod Auning. Én ting er sikkert. Hvis indsatsen ikke hæves med adskillige niveauer, ligner det et uoverstigeligt bjerg. Manageren har p.t. få grå stænk i håret. Hvis holdet ikke løfter sig, bliver det snart til en tæt grå manke.