OB50 VRI - KB

Hold:
VRI - KB
Resultat:
1-1
Dato for kamp:
09-05-2018
Bedste spiller:
Christian Nissen
Målscorere:
Søren Würtz
Kampreferat:

KB måtte nøjes med uafgjort mod VRI

KB stillede op til udekampen mod VRI med masser af nye ansigter. Afbudslisten var lang som en toiletrulle - skader, kurser, ferie, arbejde, ja, der var mange årsager.  Der var 7 spillere der også havde spillet mandag. Der var en, der ikke havde spillet i 4 år. Det blev alligevel til et fint hold, der burde være rejst hjem fra Risskov med 3 point, men de måtte nøjes med et enkelt.

Holdet virkede på ingen måde usammenspillet. Det blev til masser af pænt spil og der blev skabt masser af chancer, specielt i anden halvleg blev der brændt ret åbne muligheder alene med målmanden. KB bragte sig i front, da Søren Würtz sendte et langskud mod mål. Det blev snittet af en VRI spiller og gik i nettet. Würtz noteres naturligvis for målet. Det var en fortjent føring, men VRI var ingenlunde ufarlige. De havde et par gode gennembrudsspillere, som hele tiden var farlige. De fik da også udlignet. Et godt skud i det korte hjørne blev flot pareret af Klaus Engelbreth. Der var ingen KB forsvarerer til at følge op på kontraen, men til gengæld en VRI forward, der sendte bolden i nettet til 1-1.

Efter udligningen satte KB sig atter på spillet, men der var ikke den fornødne gennembrudsstyrke til at skabe helt åbne chancer. Ulrik Skov fik comeback efter 4 års pause. Han skulle vise sig fortsat at være i besiddelse af dynamik og tempo i spillet. Han udfordrede VRI forsvaret. Han fik desværre også problemer med en gammel hælskade, hvilket dæmpede ham en anelse. Søren Würtz blev også dæmpet i udfoldelserne efter en ret grov stempling.

Bortset fra scoringen leverede forsvaret en solid indsats med Christian Nissen som en ganske suveræn styrmand. Det fortsatte i anden halvleg, hvor der ikke blev givet store chancer væk. Til gengæld blev det til flere af de helt store i den modsatte ende. Tre gange var KB angribere alene med en stærkt spillende VRI keeper uden at kunne score. Da det ikke lykkedes at score på de åbne chancer, lignede det et uafgjort resultat. 

I slutminutterne opstod der en ret besynderlig situation, som udviklede sig til ret enestående fairplay fra VRI's side. En høj bold blev sendt i KB feltet. Her steg Rico Nielsen til vejrs og heade væk i en duel med en VRI spiller. Ingen af de to spillere formåede at ophvæve tyngdekraften og landede igen. VRI spilleren landede uheldigt og fik Rico ned over sig. Uheldigt, men absolut en hændelig episode. Dommeren tøvede i nogle sekunder, men fløjtede pludseligt for straffespark. VRI spillerne ville ikke have et straffespark på helt unfair vis. Det fortalte de dommeren. Det hele endte med et dommerkast. Som sagt enestående fairplay fra VRI spillerne. 

Det hele endte med 1-1. De var vel et fair resultat, men KB bør ærgre sig over mange brændte chancer. Christian Nissen spillede en ret suveræn kamp i KB's centerforsvar. Han blev helt fortjent honoreret med den højt estimerede Bamse. Totalt set en godkendt indsats mod et godt hold, som man kan undre sig over kun havde 7 point på kontoen inden dagens kamp.