OB50 KB - Skovbakken OB

Hold:
KB - Skovbakken OB
Resultat:
3-1
Dato for kamp:
06-06-2018
Bedste spiller:
Jes Kristensen
Målscorere:
Jørgen Jensen 2, Jes Kristensen
Kampreferat:

KB vandt mod en godt spillende modstander

Der er ingen tvivl om, at Skovbakken var et godt spillende mandskab, men de var heldigvis ikke særlig målsøgende. KB udnyttede til gengæld de fleste af de chancer de fik. Der var kraftige omrokeringer på KB mandskabet på grund af skader og afbud. Det åbnede til gengæld op for flere glædelige comebacks. Michael Jacobsen var tilbage efter en længerevarende knæskade. Peter Jørgensen var tilbage efter et brækket ribben og Jes Kristensen var også med igen efter en truende fiber. Rosinen i pølseenden var Allan Olesen, der ikke har spillet kamp i flere år. Han har smidt 20-25 kg. og virkede faktisk ganske fit, hans boldomgang har jo aldrig fejlet noget. Der var flere tårer i øjenkrogene, da Allan løb på banen til anden halvleg.

KB blev presset straks fra kampens start. Det var sjældent at KB gæstede modstandernes banehalvdel. De lagde et meget højt pres, men de spillede sig aldrig til farlige chancer. Det var mest skud fra distancen, der truede KB, men dem havde Klaus Engelbreth heldigvis godt fat i. KB levede mest på kontraer, når de fangede Skovbakken i det høje pres. Det var netop sådan en opstilling der fangede Skovbakken forsvaret. Jimmy Jensen sendte en dyb stikning afsted ned gennem gæsternes forsvar. Henrik Jeppesen var fanget i en offside, men Jørgen Jensen kom bagfra, snød offside fælden og afdriblede målmanden, hvorefter han kunne trille bolden i et tomt mål. Flot eksekveret og flot gennemspillet. Dybdeløb - sådan angriber men et højt dækkende forsvar.

Skovbakken fortsatte med at have et overtag i boldbesiddelsen. KB forsvaret og midtbanen var på hårdt arbejde. Da den faste del af KB's midtbane - Niels Hvid, Søren Würtz og Michael Jensen - alle var ude, blev Jes Kristensen rykket frem på en uvant rolle på den centrale midtbane. Han udnyttede den mere fremskudte position, da han med et brag fra 30 meter bragte KB på 2-0. Det gav lidt ro. Roen blev forvandlet til uro, da Skovbakken kort tid efter reducerede direkte på hjørnespark. Det skete kort før pausen. Nu lignede det et nyt pres mod KB.

Det kom også, men som sagt, gæsterne var ikke målsøgende, men meget boldsikre på midtbanen. De fik aldrik skabt den afgørende chance. Det gjorde KB til gengæld, da de på et kontraangreb atter fangede gæsterne tyndt besatte i feltet. Det udnyttede Jørgen Jensen, da han atter stod det rigtige sted, og med en bløde inderside kunne bringe KB afgørende foran. 3-1 blev kampens slutresultat.

Der var smørrebrød i klubhuset efter kampen. Dette for at markere, at det var forårets sidste hjemmekamp. Her blev den højt estimerede Bamse uddelt. Der var flere emner. Der var vel nærmest 13. Ikke på grund af store præstationer, men fordi hele holdet ramte en jævn dag, uden de store positive udsving. Manageren kunne oplyse, at Jimmy Jensen længe var en stor kandidat til Bamsen. Men da han dukkede sig ved et hjørnespark, og siden bad om at blive udskiftet, gled han ud af betragtningen. Han kunne også berette, at Kaptajnen - Jørgen Jensen - måske kunne have været inde i billedet. Han havde mange boldberøringer i kampen, men hans første berøring endte i reglen også med at blive den sidste berøring. End ikke to scoringer kunne hindre, at der kom flimmer på billedstrimlen. Bamsen endte derfor i favnen på Jes Kristensen, der kunne konstatere, at den truende fiber nok ikke var så truende, sandsynligvis blot lidt piberi.

Nu venter to udekampe. Først mod Stautrup, som voldte os store problemer på Kristrup Stadion og så den udsatte kamp mod Skovbakken. Vi spiller om puljens tredjeplads. Tja, det er vel godt nok, selvom det unægtelig er nye tider for et hold, der altid har betragtet alt andet end et Øst Jysk Mesterskab som en fiasko.