OB50 Stautrup IF - KB

Hold:
Stautrup IF - KB
Resultat:
1-0
Dato for kamp:
13-06-2018
Bedste spiller:
Kurt Bay
Kampreferat:

Ineffektivitet og miserabel anden halvleg bag nederlag

Inden kampen vidste KB, at de skulle op mod et defensivt og fysisk spillende mandskab. Der var afbud fra manageren, men den mentale coach Hans Mogensen har rigelig med fodboldforstand og erfaring til at stå alene med holdet. Det blev da også til en udemærket første halvleg med masser af pænt spil og ikke mindst chancer.

Det var bare en af de dage, hvor chancerne ikke kunne blive store nok, dertil var afslutningerne alt for ringe og inkonsekvente. Man fristes til at sige "Et kongerige for en Ronaldo lignende kynisme på dette hold". Der var ingen aktivitet på måltavlen i første halvleg, der sluttede 0-0. 

Var første halvleg pænt spillet fra KB'ernes side, var anden halvleg en gang øllebrød fra værste gryde. Ingen præcision i afleveringerne, intet tempo og fortsat ingen effektivitet foran mål. Der var fortsat ingen aktivitet på måluret - bortset fra sekundviseren, der bevægede sig dræbende langsomt i forhold til kvaliteten på banen. 

Det lignede en 0-0'er i en kamp som KB dominerede. Men så i sidste minut skete der noget, denne gang foran KB målet. Stand-in keeper Henrik Vestergaard viste sin overlegne fysik. Desværre i eget felt og desværre med et skub, der resulterede i et straffespark. Det blev sikkert eksekveret med scoring til følge. Herefter fløjtede dommeren af. 1-0 blev slutcifrene. Hvis man kan tale om en ørkenvandring, når der spilles på græs, var det en sådan. Ikke mange spillere kunne være indsatsen bekendt. En af dem der kunne var Kurt Bay. Han modtog da også helt fortjent den højt estimerede Bamse. 

Nu resterer kun den udsatte kamp mod Skovbakken, der er et markant bedre hold end Stautrup. Hvis indsatsen ikke bliver bedre end mod Stautrup, venter der en mulig afklapsning. Der er atter afbud fra manageren, der skal til kontraktforhandlinger i Schweiz. Men mon ikke den mentale coach kan få banket lidt vilje ind i spillerene op til forårets sidste kamp? Det er vigtigt at kunne gå på ferie med oprejst pande, så vi kan starte på en frisk i efteråret. Det så godt nok ud til at ferien var startet allerede før kampen mod Stautrup.

Nu skal sidste kamp overstås. Manageren er i gang med at udforme et selvtræningsprogram til spillerne. Det skal de så gennemfør dagligt i det man har hørt bliver den varmeste sommer i ti år. Den bliver med andre ord endnu varmere for de sløve spillere på KB's OB50 mandskab. Nu skal der foretages et seriøst angreb på det Øst Jyske Mesterskab.