OB50 Randers Freja - KB

Hold:
Randers Freja - KB
Resultat:
2-1
Dato for kamp:
07-08-2019
Bedste spiller:
Christian Nissen
Målscorere:
Michael Bertelsen (Freja selvmål)
Kampreferat:

Lige ved og næsten...

På en dag hvor Freja var ramt af "Skanderborgsyge" og andre fravær og KB godt nok også havde et par afbud, men alligevel et stærkt hold, skulle det være. Nu skulle de stribede have tæsk. Manageren havde før kampen overvejet at sætte tre mand af holdet, så man kun var 10 spillere. Så kunne man nemlig kræve en 9 mands kamp, og KB har ikke besejret Freja siden de to hold mødtes i en 9 mands kamp på Viborgvej. Det blev ved tankerne. KB stillede op i den sædvanlige 4-4-2 med midtbanediamanten. 

KB startede kampen i flot stil. De sad på spillet i de første 10 minutter. De lod Freja spillerne løbe forgæves efter de sikre pasninger. Det blev til enkelte optræk til chancer, men aldrig de helt store. Freja var sædvanen tro meget tålmodige. De skulle ikke nå noget til bestemt tid - jo et mål mere end KB i løbet af de 60 minutter. Deres game-plan lykkedes. Det blev 1-0 ved pausen. Målet var lidt specielt. Helt ude ved den ene sidelinje lød dommerens fløjte pludseligt. Jørgen Jensen, der var ved at erobre bolden, stoppede op for at høre dommeren, hvad der var fløjtet for. Ingenting viste det sig. Det var nemlig på nabobanen, at Leif Plauborgs kraftige fløjte havde lydt. Freja løb med bolden og scorede til 1-0. En kold dukkert for KB så kort før pausen, det havde været en meget lige første halvleg.

KB sluttede halvlegen lidt febrilsk. Bolden blev smidt alt for hurtigt væk. Det skulle der naturligvis ændres på, og det blev der delvist, men også kun delvist. Den store forskel på de to hold var fortsat tålmodigheden i opspillet. KB var utålmodige. Når en spiller blev bare lidt presset, endte det med en lang aflevering, som hverken Rico eller Jørgen helt i front kunne løbe op. Når Freja ikke fandt en åbning i KB defensiven, stoppede de op, spillede bolden bagud og startede forfra. Det betød at de trak KB holdet meget langt og at KB's midtbane derfor kom til at løbe mange forgæves meter i begge retninger.

Det blev KB der fik udlignet. Et skruet "papegøje" indlæg fra Brian Nielsen blev sendt i eget net af Michael Bertelsen. Det var meget passende, at det netop var Michael, der jo i flere år i 80'erne spillede back på KB's førstehold. Det var da også en ganske tilfreds Bertelsen der efter kampen kunne udtrykke sin glæde over endelig at være på en topscorerliste, det har han ikke været i mange år.

Der var nu lagt op til afgørende sidste 15 minutter. Hvem kunne bryde dødvandet. Det kunne Freja desværre. Det skete efter en misforståelse mellem KB keeper Henrik Andersen og et par forsvarsspillere. Henrik ventede på at de skulle sparke væk og de ventede på at han kom ud i feltet og sikrede sig bolden. Ingen af delene skete. Det udnyttede Freja og kunne score til 2-1.

Christian Nissen var tæt på. Han havde et langskud, som keeperen fik viftet over med det yderste af handskerne. KB formåede ikke at lægge det afgørende tryk på Freja så de kunne få udlignet. Det hele endte derfor med 2-1 til de blåstribede.

Niels Hvid havde ladet Bamsen blive hjemme på kaminhylden i den tro, at den kunne han da bare erobre igen. Det kunne han ikke. Det koster nu en kasse øl. Manden der skulle have den overrakt, var meget skuffet over ikke at kunne modtage det synlige bevis på en flot kamp. Det var Christian Nissen. Rygter vil vide, at der er aftalt en overrækkelse af Bamsen på Nissens arbejdsplads - Vink Plast - fredag morgen kl. 8.00. Den aftale var Nissen glad for. Nu får han nemlig også vist sine kollegaer, at han godt kan spille fodbold.

Et ærgerligt nederlag som nu skal revancheres i næste uges hjemmekamp mod Thorsø/Tungelund.