OB55 KB-VRI

Hold:
KB - VRI
Resultat:
1-4
Dato for kamp:
06-08-2018
Målscorere:
Viggo Sørensen
Kampreferat:

Det var så den sommerferie og man burde kunne forvente at møde en flok kåde og sejrssultne spillere efter halvanden måneds driverliv.

Sådan så det ikke ud. Flere havde problemer med at smyge trøjerne ned over de velvoksne maveregioner og strømperne gav også store udfordringer.

Så der var god grund til at holde en formanende peptalk, hvilket cheftræner Budde brugte særdeles lang tid på. Især bad han inderligt om en disciplineret indsats, hvor spillerne holdt sig bare nogenlunde til de tildelte positioner.

Dagens modstander var VRI, de seneste års suveræne vinder af puljen, og derfor var der ikke de store forhåbninger om en sejr. Derimod appellerede Budde til at gå frisk til sagen og gøre alt for at minimere et forventet nederlag. Men så ville det være overstået og vi kan se fremad mod nogle lidt mere overkommelige modstandere, som dog med den nuværende trups forfatning sagtens kan komme til at volde store problemer.

Og hvordan gik det så.

Efter 4 minutter var VRI foran med det første mål. Som halvlegen skred frem, kunne man konstatere, at den lange peptalk havde været nyttesløs. Forsvaret tog sig nogle ordentlige blundere og måtte flere gange vækkes af en frustreret og højtråbende cheftræner. Angrebet kunne findes alle mulige andre steder på banen end i angrebet. Halvlegen sluttede med 2 mål bagud og det var nådigt.

Pausen blev brugt på at omorganisere holdet og der blev således debut til vores nye/gamle spiller, Claus Kristensen, der på trods af at være tætteste nabo til Tirsdalen har spillet for Freja i mange år. En debut der senere udmøntede sig en kasse øl og det var måske det mest positive at sige om kampen.

2. halvleg tabte vi kun 2-1 og spillet var noget bedre. På ingen måde prangende, men vi fik dog scoret, da Viggo kanonerede bolden op i nettaget.

Således fik vi startet en ny sæson og det forventede nederlag var en realitet.

Herefter var der generelt råhygge og gensynsglæde med udveksling af minder fra sommerferiens udskejelser.