OB55 KB - Fuglebakken

Hold:
KB - Fuglebakken
Resultat:
2-5
Dato for kamp:
03-09-2018
Målscorere:
Viggo Sørensen, Michael Jensen
Kampreferat:

Ovenpå mange bøllebank uddelt af Århusholdene VRI og Stautrup skulle KBs OB55 møde endnu et hold Fra Århus. Denne gang var det Fuglebakken, der gæstede Kristrup stadion. Det er et hold vi absolut ikke har gode minder om, sagt på godt dansk, så rundbarberer de os som regel! Hele truppen var kaldt til kamp denne mandag, i alt 14 mand, hvilket gjorde, at cheftræneren forblev i civil. Hans oplæg var nøje gennemtænkt med hensyntagen til: resultaterne indtil nu, modstanderen og ikke mindst holdets fysiske og mentale tilstand. Han introducerede for 1. gang en 5-mands blok (Klaus, Kim, Holger, Keld, Allan F), der skulle stå dybt i forsvaret og sparke alt væk, en 3-mands løbestærk midtbane (Jes, Viggo, Michael) samt en boldfast forward (Peter J) og en raket (BIP) der skulle løbe dybt… det gav en bænkeplads til: Bertel, Henrik ”lille Per” og Peter G

Taktikken lykkedes faktisk fint, Fuglebakken havde masser af boldbesiddelse, men blev holdt væk fra feltet, hvor Kim, Keld og Holger skrællede igennem. Vi fik et par enkelte kontraer, men true for alvor kunne vi ikke, men så alligevel, på en lang bold kunne Fuglebakkens bagerste ikke rigtigt finde ud af, hvad han ville, så Jes fik ham presset ud i den ene side og stjal derpå bolden som han så efterfølgende med et følt spark sendte ind i feltet, hvor af alle, Viggo var på pletten og så stod der 1-0 til KB. For KB er alle føringer farlige… og der gik desværre ikke mange minutter førend Fuglebakken svarede igen. De kom fint til baglinien og indlægget gik igennem til bagerste stolpe, hvor Klaus ikke kunne nå at afværge, så var det 1-1.

Det skulle desværre blive endnu værre – få minutter senere trækker en Fuglebakken spiller over midterlinien, og da ingen skubber op og presser ham, vælger han fra 25 m at hamre bolden i mål uden chance for Henry, faneme flot… men ærgerligt. Cheftræneren havde allerede efter ca. 20 min. spil sendt reserverne til opvarmning, og da der ikke havde været meget raket i Bip og Peter J’s arbejdsraseri havde drænet ham for kræfter, kom de ud og blev afløst af Bertel og Lille Per. De nåede desværre ikke rigtigt at gøre en forskel inden, at Fuglebakken kom på 3-1, Klaus (vores sommertilgang fra Freja) har endnu ikke cheftrænerens mantra ”ud i rabarberne” – ”ud af kommunen” helt inde på rygmarven, så en helkikser i det lille felt gav en fri skudmulighed til Fuglebakkken, som de takkede ja tak til.. og som sagt 3-1.

I pausen byttede vi Keld for Peter G og så kunne vi se en 2. halvleg, hvor Fuglebakken slappede lidt af, vi fik lidt mere plads og kom faktisk frem til nogle sporadiske muligheder. Som det så ofte går, blev vi straffet igen, da Fuglebakken udnyttede nogle kiks i vores opdækning. 4-1 og nu var det for alvor op ad bakke. Jes fik dog sendt en perleaflevering ind i hovedet af Michael, der bragte os på 2-4. Vi fik 10 min. i overtal, da en Fuglebakke-spiller efter diverse trusler, røg ud… men udnytte overtallet lykkedes ikke rigtigt. Mere ophidsende var det, at ellers rolige Henrik ”Lille Per” fik raget et gult kort til sig efter lidt tumult, hvem skulle have troet, at der ulmer en vulkan i den så rolige mand…. kort før tid blev det så 2-5, da Keld Jensen ikke rigtigt fulgte en Fuglebakken spiller til dørs ind i feltet. Holger påstod efterfølgende, at han godt kunne have skrællet ham, men at Keld nok var røget med i aktionen… Det havde cheftræneren ikke rigtig forståelse for, er man i vejen må man godt flyttes….

Det blev altså 5-2 til Fuglebakken, og eneste lyspunkt er, at vi nu har mødt alle top 6 holdene… så måske har vi en chance næste mandag i slaget om Århusvej mod Vorup. 1. assistant coach Harry Vang valgte også at sprede glæde ved at give en kasse øl i anledning af hans fødselsdag om tirsdagen… tillykke til Harry og tak for øl.