OB55 KB - Fuglebakken

Hold:
KB - Fuglebakken
Resultat:
2-2
Dato for kamp:
06-06-2016
Målscorere:
Allan Fys Pedersen, Søren Andersen
Kampreferat:

Uafgjort i bagende aftensol

Det var med en vis spændt forventning, at vi tog imod Fuglebakken. Havde de nu også i sinde at indfri deres gæld fra sidste år på to kasser øl. Det havde de, og det gav en fin og lettere opløftet stemning under cheftræner Buddes peptalk op til kampen.

Igen havde det været nødvendigt for cheftræneren at ryste posen for at kunne stille et komplet og slagkraftigt hold. Men det lykkedes og vi gik på banen i en steghed aftensol og til en modstander, som vi vidste vi skulle spille op til vores allerbedste for at slå.

Fuglebakken er generelt et hold med boldsikre og energiske spillere, men vi lod os ikke kyse og havde rigtig godt fat i kampen i første halvleg, som vi vandt 1-0 på et glimrende hovedstød af Allan Fys.

Kort inde i 2. halvleg fik Fuglebakken vist en spiller ud efter en mindre batalje med Kim Hjortshøj. Og så begyndte vi gud hjælpe mig at slappe lidt af i stedet for at give den fuld skrue. Det udnyttede Fuglebakken til at bringe sig i front til 2-1 i en periode, hvor deres positionsspil fungerede optimalt. Heldigvis steg Søren Andersen til vejrs i slutminutterne og headede et hjørnespark i mål til forløsende 2-2. Et retfærdigt resultat i forhold til spilfordelingen, men for dårligt at vi ikke formår at lukke kampen med en mand i overtal.

Trætte, møre og tørstige gik vi i omklædningen og det er længe siden, at en kold havde smagt så godt – selvom flere endnu havde rester fra lørdagens Grundlovsfest siddende i kroppen.

Næste kamp er mod VRI og det bliver igen en kamp, hvor vi igen skal yde optimalt for at få point, men det er vi naturligvis også klar til.