OB55 KB - AGF

Hold:
KB - AGF
Resultat:
2-2
Dato for kamp:
08-08-2016
Målscorere:
Lars Pedersen, Bertel Nørgaard
Kampreferat:

Rusten åbningskamp

Cheftræner Budde havde forberedt sig grundigt til den nye sæson, som nu strækker sig over en et helt år. Han præsenterede et nyt holdkoncept, som mærkeligt nok ingen havde indvendinger imod. Det var faktisk også ganske fornuftigt, så det kan være årsagen til accepten, selvom det ikke altid er selvfølge blandt holdets stortænkende eksperter.

Så vidt, så godt.

Om det er AGF, der er blevet bedre eller os, der er blevet ringere, er svært at sige. Det sidste er under alle omstændigheder ikke nemt at indrømme, men der er ingen tvivl om, at kampene med De Hvii’e er blevet tættere og en sejr til os, er ikke længere en selvfølge.

Således også i går, hvor det kun var et fåtal af spillerne, der havde ment, at lidt sommertræning var en nødvendig investering. Det var til at se, og sommerregnens rustangreb  og ekstra indtag af fast og flydende havde sat sine tydelige spor.

Vi spillede ikke speciel godt i første halvleg, hvilket også betød, at AGF kom foran kort før pausen. Vi har før været bagud og alligevel vundet, så i sikker forvisning om, at det nok skulle gå, gik vi ud til 2. halvleg. Der kom også betydelig bedre drift over vores spil og vi fik vendt stillingen til 2-1 på mål af Lars Pedersen (blev ramt i nakken af et hjørnespark fra Peter Jørgensen, hvorefter bolden langsomt røg ind i målet blandt venner og fjender).

Det andet mål blev sat ind af Bertel Nørgaard, som i bedste Laudrup stil ventede, ventede og ventede med at skyde, indtil målmanden var rimelig væk og let kunne udplaceres. Årsagen til at Bertel ventede, skyldtes åbenbart, at han var blevet træt…

Så var den ged barberet og vi havde rimelig styr på begivenhederne. Troede vi. Desværre ville AGF’erne anderledes og i slutminutterne udlignede de til slutresultatet 2-2.

Det blev ikke nogen stor fodboldoplevelse, og kampen vil mest blive husket for Lars Pedersens irettesættelser af dommeren, Kjeld Jensen sammenstød med en AGF’er og det heftige regnskyl, der fik både bane og spillere til at sejle.

Men vi kom i gang og for nogle må det være noget af et wake up call. Næste kamp er mod Brabrand. Der er plads til forbedringer og der er træning på lørdag. Det er kl. 13 på Tirsdalen.