Fornyet fokus på U-spillerne

For en del år siden startede vi et børneprojekt, der skulle udbygge og gøre det endnu mere spændende at være børnespiller i KB. Det blev en stor succes og nu er næste step kommet til ungdoms spillerne, som vi vil gøre en stor indsats for at fastholde og udbygge. Naturligvis uden at det går ud over børnene.

U-rækkerne er generelt nogle vanskelige årgange. Spillerne får flere lektier, nogle tager på efterskole, andre flytter for starte en uddannelse, en del får fritidsjob og så kan det være svært også at få plads til fodbold. Læg dertil det faktum, at udbudet af fritidsaktiviteter er enormt, så har du et indtryk af de enorme udfordringer vi har på ungdomsfronten.

Det får os ikke til at lægge os fladt ned og kapitulere. Vi har opstillet ambitiøse langsigtede mål. Vi vil være repræsenteret i alle Ungdomsrækker. Med den grøde der er i Børneafdelingen, er det et realistisk mål, men det tager tid.

Derfor har vi besluttet, at vi vil rette forøget fokus på ungdomsspillerne og skabe optimale rammer i klubben, så der fortsat kan være tid og lyst til at spille fodbold og fastholde det gode fællesskab. Den altafgørende opgave er at tilbyde spillerne rammer og oplevelser, som fastholder dem i fodboldens verden og dermed i Kristrup Boldklub.