Det skulle være et sted hvor sammenhold og fællesskab var i højsædet. Det var derfor også naturligt, at vi den 23. april 2013 kunne holde 2 x 70 års fødselsdag i klubhuset for Arne og Hjørdis.

Tingene var altid i orden og Arne gjorde aldrig noget uden at spørge. Han ville ikke bruge af klubbens penge, hvis der ikke var opbakning fra hovedbestyrelsen. I 14 år var Arne og Hjørdis et dejligt værtspar i klubhuset.

Det var også i den periode, at frokost blev indført for de frivillige i klubhuset. Arne sørgede for en god frokost og specielt når han kunne købe ål til gode penge, var han i hans es. Arne nød mad og frokosten selv om det ikke kunne ses på ham.

I starten af perioden i klubhuset var parrets hund også en stor del af klubhuset. Arne og Hjørdis var sammen om opgaven og brugte megen tid i klubhuset til stor glæde for hele KB. Arne nævnte tit, at det var deres andet hjem.

Ud over arbejdet i cafeteriaet var Arne i en årrække aktiv Old Boys spiller. Med sin ukuelige vilje deltog han i kampe og til træning på Tirsdalen. De seneste år foregik fodbold med Onsdags-krøllerne på stadion hver onsdag formiddag.

Efter Villys død i 2017 tilbød Arne sig med arbejdskraft i klubhuset bl.a. med vask af spillertøj. Dette arbejde blev gjort med stor omhu og alt blev gjort for at tilfredsstille klubbens spillere. Sammen med Jørn Johansen nød han denne tid, hvor der også blev tid og plads til en øl og en god snak. Ravn og Johansen var altid at finde på stadion og stort set altid i gang med noget. Det kunne være vask af tøj, men kunne også være ophængning af skilte, skift af pærer eller hvad de nu fandt nødvendigt.

På fodboldafdelingens Generalforsamling i 2018 modtog Arne og Jørn en nystiftet pris – Villy Andersens Mindepokal - for frivilligt arbejde. Det var velfortjent og en tak for frivilligt arbejde gennem mange år.

Arne blev for år tilbage ramt af kræft, men levede med det. Trods denne forfærdelige sygdom var Arne altid positiv og kæmpede videre med dagligdagens udfordringer og det frivillige arbejde i KB. Han fortsatte også træningen med Onsdags-krøllerne. 

Kristrup Boldklub har mistet en meget stor personlighed – en person, der gennem et langt liv har arbejdet for at glæde andre og i KB skabte han et dejligt rum i klubbens cafeteria. Service var i sandhed et nøgleord i Arnes virke.

Vore tanker går til Hjørdis og den øvrige familie. Vi har sat meget stor pris på Arne og for det kæmpe stykke arbejde han har udført for Kristrup Boldklub.

Æret være Arnes minde. 

Bisættelsen foregår fra Vorup Kapel torsdag den 24. januar 2019 kl. 13.00