Senior 1, pulje 1:

Kolind/Perstrup IF – VSK Aarhus (0-2) 1-4
Målscorere:
Kolind/Perstrup IF:  Andreas Brus
VSK Aarhus:               Emil Mortensen 2, David Wagner, Nicolai Christensen

Der var lagt op til en sand gyser i senior 1, pulje 1 kampen mellem Kolind/Perstrup IF og VSK Aarhus. Aarhusianerne skulle vinde med 3 mål eller score mere end 3 mål i en to-måls sejr, hvis de skulle snyde værterne fra Kristrup Boldklub for finalepladsen. En 3-1 sejr ville være arrangørernes mareridt, idet det ville udløse en lodtrækning om finalepladsen. VSK Aarhus var klare favoritter mod Kolind/Perstrup, men de fik lov til at arbejde hårdt for sejren.

VSK bragte sig i front efter 12 minutter, da David Wagner kunne stige til vejrs og heade et hjørnespark i nettet. Herefter blev det lidt af en stillingskrig, men med VSK som det dominerende hold. De var boldsikre og havde en hurtig omgang med bolden. Kolind/Perstrup bed imidlertid godt fra sig med en stor fightervilje og evne til aldrig at give VSK ro. Det blev til sporadiske chancer i begge ender af banen, men man skulle hen til det 42. minut før måltavlen atter blev aktiveret. Det skete da Nicolai Christensen sendte et langskud hen over hovedet på Kolind/Perstrups keeper til 2-0, hvilket blev pausestillingen.

Anden halvleg blev en fysisk præget kamp. Så længe kræfterne slog til passede det fysiske spil Kolind/Perstrup godt. De fik da også reduceret til 1-2 i det 73. minut. Det bragte Kristrup Boldklub i finalen, men kun to minutter senere kunne Emil Mortensen bringe VSK på 3-1. Dermed skulle finalepladsen afgøres ved lodtrækning. Den løsning havde de fleste belavet sig på, da Emil Mortensen afdriblede sin direkte modstander og sendte et flot spark helt op i målhjørnet til 4-1. På det tidspunkt havde de heroisk kæmpende Kolind/Perstrup spillere brugt de absolut sidste kræfter, og kunne ikke svare igen.

VSK Aarhus og Hobro IK skal herefter mødes i finalen. Det er to jyllandsserie mandskaber, men fra hver sin pulje. De har begge vist stor styrke i turneringen, så det ligner en meget jævnbyrdig finale. Der er grund til at rose Kolind/Perstrup for en imponerende fight i kampen. Så længe kræfterne slog til bød de VSK på god modstand i en fysisk præget kamp.

 

Senior 2, pulje 4:

Kristrup Boldklub – TRIF (1-1) 4-3
Målscorere:
Kristrup Boldklub:        Poula Azid, Andreas Mortensen, Rasmus Nielsen, Mikkel Alexandersen
TRIF:                                Rasmus Jacobsen 2, Andreas Lundby

TRIF gik ind til kampen vel vidende, at de kunne tåle et nederlag på 2 mål og stadig gå i finalen. Det kom kampen til at bære præg af. KB var foran et par gange, men hver gang fik TRIF svaret igen, så føringen aldrig blev på mere end et mål.

KB scorede kampens afgørende mål i det 87. minut, for sent til at kunne udbygge føringen yderligere. Syv mål gav masser af underholdning og resultatet betyder, at TRIF nu er klar til senior 2 finalen mod Hornbæk SF, og det er en ganske fortjent finaleplads.

Torsdagens afsluttende puljekampe udløste følgende finaleprogram:

Senior 2 finale:                           Hornbæk SF – TRIF, kl. 13.00 på Kristrup Stadion
Senior 2 bronzekamp:              Purhus IF – Spentrup IF, kl. 13.00 på Kristrup Stadion
Senior 2 5./6. pladsen:             Vorup FB – Kristrup Boldklub, kl. 13.00 på Tirsdalen

Senior 1 finale:                           VSK Aarhus – Hobro IK, kl. 15.30 på Kristrup Stadion
Senior 1 bronzekamp:              Kristrup Boldklub – TRIF, kl. 15.30 på Kristrup Stadion
Senior 1 5./6. pladsen:             Kolind/Perstrup IF – Vorup FB, kl. 13.00 på Tirsdalen

NB! Det flotte artikelbillede af Andreas Mortensens straffesparksmål til 2-1 er knipset af cheftræner Lasse Mogensen på hans mobiltelefon. Jan Busk, der har været redaktør og fotograf gennem 22 år, har aldrig fanget mange mål på kameraet. Da KB fik straffespark havde Jan Busk pakket alt grejet sammen, men Lasse sagde: "Nu skal du se hvor nemt det er." Han løb hen bag målet og fangede Andreas' sikre straffesparksmål på sin iPhone...Tak Lasse...!!!