Normalt spilles OB50 kampe onsdag aften, men vi gør en undtagelse. Årets kamp mod AGF er flyttet til lørdag eftermiddag. Lørdag den 28. september tørner de to klubber sammen på Kristrup Stadion kl. 13.00. Det er en traditionsrig storkamp og det ligner en meget spændende kamp. Vi kan ikke love voldsomt tempo, men vi kan love en stor vilje til sejr fra begge holds side. AGF kommer direkte fra en træningslejr i Spanien. Mange KB-spillere kommer direkte fra træningslejr hos Fysio Danmark i Randers. Her har mange af spillerne forsøgt at jage diverse skader på flugt. AGF har mange koryfæer i truppen. Stig Tøfting, Bjørn Kristensen og Thomas Thorninger har flere gange figureret i opstillingen. Vi ved ikke om de er med denne lørdag, men uanset deres deltagelse, venter der en stor kamp.

Det fremragende personale i KB’s klubhus har lovet at holde åbent. Der serveres pølser, de berømte ribben sandwiches og naturligvis kolde vand og øl. I dagens anledning er der gratis adgang på stadion – det på trods af, at det ligner en rigtig publikumstræffer.

Gå ikke glip af store lækkerier – fodbold fra tidligere så stolte ben – og dejlige oplevelser fra nuværende stolte hænder i cafeteriaet. 

Mød op til storkamp på Kristrup Stadion. Manageren behøver vel ikke at sige, at han er sååå træt af de seneste par nederlag til de hviiid, nu skal der svares igen...