En væsentlig del af aktivitetscenteret er kunstgræsbanen. Den skulle gerne medføre, at der kan spilles udendørs fodbold på området hele året rundt. Arbejdsgruppen bag aktivitetscenteret har arbejdet med projektet i mere end et år. Finansieringen af 4 mio. kroner projektet startede med et tilskud fra Randers Kommune på 1,25 mio. kr. Siden har private beboere i Kristrup, virksomheder, klubbens medlemmer og ikke mindst fonde skubbet projektet i den rigtige retning. 

Den seneste fondsdonation kommer fra Nordea Fonden, der bidrager med et flot beløb på hele 30.000,- kr. Bl.a. dette beløb betyder, at Kristrup Boldklub nu nærmer sig starten på drømmeprojektet. Der mangler fortsat i omegnen af 200.000 kr. inden finansieringen er helt på plads, men dem er formand for Aktivitetscenter Tirsdalen Hans Mogensen meget sikker på, at det nok skal lykkes at finde. Han forventer derfor at første spadestik kan tages i meget nær fremtid. Hans Mogensen kunne modtage det flotte tilskud fra Nordea Fonden ved en overrækkelse på Kristrup Stadion.

Filialdirektør Steffen Ludvigsen fra Nordea i Randers udtaler:

”Vi støtter gode liv er overskriften i Nordea Fonden, og jeg er meget stolt over at få lov til at overrække en check på kr. 30.000.- på vegne af Nordea Fonden.

Det er virkelig spændende projekt som Aktivitetscenter Tirsdalen er ved etablere, og det er helt fantastisk, at der bliver et samlingssted med fokus på sundhed, bevægelse og nye fælleskaber for alle aldre, hvilket passer perfekt ind med Nordea Fondens ånd.

Der er ingen tvivl, at der i disse Coronatider aldrig har været større behov fra det lokale til for hjælpe og støtte foreninger og andre gode initiativer på vej, og jeg glæder mig til at se hele projektet opført, så vi igen kan se en masse aktiviteter på Tirsdalen Aktivitetscenter.”