Her til morgen blev første spadestik taget til Aktivitetscenter Tirsdalen. Kristrup Boldklub kan efter sommerferien åbne efterårssæsonen på en nyanlagt kunstgræsbane ved Tirsdalens Skole.

Randers Kommune er i tæt samarbejde med klubber og foreninger i gang med at skabe nye og forberede faciliteter for idrætten rundt om i kommunen. Nu er turen kommet til bydelen Kristrup, hvor Sundheds-, idræts- og kulturudvalget har bevilliget et tilskud på 1,25 mio. kroner til den lokale fodboldklub. Beløbet indgår i udviklingen af Aktivitetscenter Tirsdalen, som lokale ildsjæle er ved at realisere. Med støtte fra private, virksomheder og fonde har Kristrup Boldklub selv indsamlet 3 mio. kroner til projektet.

”Det er fantastik at opleve engagementet fra de frivillige ildsjæle. Uden dem og uden bidrag fra sponsorer, vil vi ikke kunne nå så langt som vi gør. Sammen er vi i gang med at udvikle idrætslivet i Randers. Det er vigtigt med gode muligheder for at dyrke motion og bevægelse. I den sammenhæng spiller foreningslivet en afgørende rolle,” siger formanden for Sundheds-, idræts- og kulturudvalget, Louise Høeg.

Med Aktivitetscenter Tirsdalen vil Kristrup Boldklub skabe et område, det skal kunne aktivere mennesker i alle aldre på en sund måde med masser af bevægelse og aktiviteter. Kunstgræsbanen er første skridt til det nye aktivitetscenter.

”Udover at den nye bane giver os en stor fordel i forhold til, at vi kan træne udendørs hele året, så vil vi med Aktivitetscenter Tirsdalen skabe nogle gode rammer, som lokalområdets børnehaver, skoler, uddannelsesinstitutioner og plejehjem også kan bruge,” siger klubbens formand Hans Mogensen.

Kristrup Boldklub oplyser, at det stadig er muligt at støtte projektet. Det kan man gøre ved via MobilePay nr. 560008 eller ved en bankoverførsel til konto 9333-0014034641. Alle bidragydere vil blive offentliggjort på en tavle ved det nye anlæg. Yderligere oplysninger om projektet findes på klubbens hjemmeside www.kb1908.dk

Fakta: Aktivitetscenter Tirsdalen omfatter følgende:

  • 11-mands kunstgræsbane med opstregning til 2 8-mands baner.
  • Overdækket socialt opholdsområde med vedligeholdelsesfrie udendørsmøbler.
  • Løbebane i miljøvenlig gummibelægning.
  • På løbebanen etableres en bip test, hvor man kan dyste mod hinanden
  • LED tavler med information om fitnesslevel fra løbebanen og highscore.
  • 1  street basketbane med kurv.
  • Boldvæggen med oplyst aluskab, hvor områdets løberuter illustreres.
  • Der kommer bluetooth lydanlæg, så man kan afspille musik på området.
  • Eventuelt også en petanquebane.

Kontaktoplysninger:
Formanden for Sundheds-, idræts- og kulturudvalget, Randers Kommune, Louise Høeg,
mobil: 2298 4424 eller 2032 8403
Formand Kristrup Boldklub, Hans Mogensen, mobil: 2855 0883
Kultur og fritidschef, Randers Kommune, Claus Engstrup, mobil: 5156 2824