Kristrup Boldklubs Vedtægter

§ 1 Foreningens navn og formål
Kristrup Boldklub af 28. marts 1908 er hjemmehørende i Kristrup, Randers, og har til formål at deltage i konkurrenceidræt og fremme den almene interesse for idræt, ungdoms- og fritidsarbejde. Foreningens afdelinger er tilsluttet de respektive specialforbund under Dansk Idræts Forbund.

Klubdragten består af en rød bluse og hvide benklæder og strømper. Ved etablering af kombinerede hold kan klubdragten dog afvige herfra med godkendelse på hovedforeningens repræsentantskabsmøde. Ændring af klubdragten – også for kombinerede holdkan alene ske på hovedforeningens repræsentantskabsmøde.

§ 2 Foreningens struktur
Foreningen består af en Hovedforening med 2 afdelinger:
- Fodboldafdelingen
- Håndboldafdelingen

§ 3 Medlemsforhold
1. Foreningen består af aktive medlemmer. 
2. Optagelse af medlemmer sker ved skriftlig begæring herom. For medlemmer under 18 år, kræves underskrift af forælder eller værge.
3. Restance med betaling af alle former for kontingent udover 3 måneder medfører slettelse som medlem af foreningen.
4. Såfremt en person, der er slettet som medlem af foreningen som følge af kontingentrestance, på ny ønsker at optages som medlem, skal alle kontingentrestancer indbetales plus et administrationsgebyr, der fastsættes af hovedbestyrelsen.
5. Udmeldelse af foreningen kan kun ske skriftligt med mindst 1 måneds varsel til den 1. i den efterfølgende måned. 
6. Ethvert medlem, der - direkte eller indirekte - skader foreningens interesser ved personlig optræden eller handling, kan af hovedbestyrelsen idømmes karantæne eller ekskluderes af foreningen. Den ekskluderede kan dog kræve at få sin sag behandlet på det førstkommende repræsentantskabsmøde og der selv føre sin sag.

§ 4 Kontingent
1. Kontingentåret er kalenderåret.
2. Såfremt et medlem dyrker flere idrætsgrene jvf. § 2 betales kontingent til hver enkelt afdeling.
3. Kontingentsatser fastsættes af afdelingsbestyrelsen og skal godkendes af hovedbestyrelsen.
4. Hovedbestyrelsen kan efter ansøgning bevilge helt eller delvis fritagelse for betaling af kontingent til aktive medlemmer, der rammes af længerevarende sygdom, herunder idrætsskader, er under uddannelse o.l.

§ 5 Ledelse

1.a.Repræsentantskabet, der er klubbens højeste myndighed, består af:
- Hovedforman
- Hovednæstformand
- Hovedkasserer
- Hovedsekretær
der alle er valgt af repræsentantskabet
- Bestyrelsen for fodboldafdelingen (7 medlemmer)
- Bestyrelsen for håndboldafdelingen (7 medlemmer)
1. b. I hovedforeningens repræsentantskabsmøde deltager i øvrigt:
- Bestyrelsen for Kristrup Boldklubs Støtteforening
- Bestyrelsen for Kristrup Boldklubs Old Boys Afdeling
- Samtlige afdelingers revisorer og valgte suppleanter
- Æresmedlemmer af Kristrup Boldklub
- De bestyrelsesmedlemmer og –suppleanter som er fratrådt ved den seneste generalforsamling i afdelingerne.
1. c. Af de under 1.b. nævnte har alene følgende nævnte stemmeret på hovedforeningens repræsentantskabsmøde:
- Formand og kasserer i bestyrelsen for Kristrup Boldklubs Støtteforening
- Formand og kasserer i bestyrelsen for Kristrup Boldklubs Old Boys Afdeling
2. a. Hovedformand, hovednæstformand, hovedkasserer og hovedsekretær, som udgør klubbens forretningsudvalg, vælges på hovedforeningens repræsentantskabsmøde. Såvel medlemmer som ikke medlemmer er valgbare.
Valget er gældende for 2 år således: 
- I ulige år er hovedformand og hovedsekretær på valg.
- I lige år er hovednæstformand og hovedkasserer på valg.
Forretningsudvalget er ikke beslutningsdygtigt, men kan alene stille forslag til beslutning i hovedbestyrelsen
Såfremt forretningsudvalget stiller forslag til hovedbestyrelsen, som vedtages og som kræver ekstra ressourcer/nedsætelse af arbejdsgrupper, har forretningsudvalget kompetence til at bemande de krævede arbejdsgrupper.
2. b. Afdelingsbestyrelserne vælges på selvstændige generalforsamlinger, der vælger formand, kasserer og sekretær samt 4 bestyrelsesmedlemmer. Valget er gældende for 2 år således:
- I lige år er formand, sekretær og 2 bestyrelsesmedlemmer på valg
- I ulige år er kasserer og 2 bestyrelsesmedlemmer på valg.
2. c. På afdelingernes generalforsamlinger vælges tillige 2 suppleanter, hvis valg alene er gældende for 1 år ad gangen.
2.d. Afdelingsbestyrelserne konstituerer sig med en næstformand på førstkommende bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen gældende indtil næste ordinære generalforsamling.
3.a. Hovedforeningens repræsentantskabsmøde afholdes inden udgangen af april måned.
3.b. Generalforsamling i afdelingerne afholdes inden udgangen af marts måned.
4. Dagsorden for hovedforeningens ordinære repræsentantskabsmøde er følgende:
    1. Valg af dirigent (3 stemmetællere)     
    2. Fremlæggelse af hovedformandens beretning til godkendelse

    3. Fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse
    4. Indkomne forslag
    5. Valg af hovedformand og hovedsekretær eller hovednæstformand og hovedkasserer
    6. Valg af revisor samt revisorsuppleant
    7. Eventuelt
4 b. Forslag til repræsentantskabsmødet skal være hovedsekretæren i hænde senest 7 dage før repræsentskabsmødet.
5. Dagsorden for afdelingernes ordinære generalforsamlinger er følgende:
    1. Valg af dirigent (3 stemmetællere)
    2. Fremlæggelse af formandens beretning til godkendelse
    3. Fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse
    4. Indkomne forslag
    5. Valg af formand, sekretær og 2 bestyrelsesmedlemmer eller kasserer og 2   
        bestyrelsesmedlemmer samt 2 suppleanter
    6. Valg af revisor samt revisorsuppleant
    7. Eventuelt
5 b. Forslag til afdelingernes generalforsamlinger skal være afdelingssekretærerne i hænde senest 7 dage før generalforsamlingerne.
6. Det påhviler sekretæren i såvel Hovedforeningen som afdelingerne at indkalde repræsentantskabsmøde/generalforsamling med mindst 14 dages varsel ved bekendtgørelse på foreningens hjemmeside og/eller i dagspressen og/eller ved personlig indkaldelse.
7. Alle aktive medlemmer, der har været medlem af foreningen i mindst 3 måneder, har stemmeret på afdelingernes generalforsamlinger. For medlemmer under 16 år kan stemmeretten varetages af deres forældre/værge.    
8. Stemmeafgivning kan kun finde sted ved personligt fremmøde.
9.a. Alle afgørelser på afdelingernes generalforsamlinger træffes ved simpelt stemmeflertal og ved håndsoprækning med mindre mindst 2/3 stemmeberettigede medlemmer eller dirigenten kræver skriftlig afstemning. Ved stemmelighed bortfalder forslaget.
9.b. Alle afgørelser på hovedforeningens repræsentantskabsmøde – bortset fra vedtægtsændringer – træffes i overensstemmelse med pkt. a.
9.c. Vedtægtsændringer kan kun træffes på hovedforeningens repræsentantskabsmøde. Vedtagelse kræver mindst 2/3 majoritet af alle stemmeberettigede. Bliver et forslag vedtaget med mindst 2/3 majoritet af alle afgivne stemmer, og der samtidigt ikke er repræsenteret mindst 2/3 af alle stemmeberettigede, skal der indkaldes til ekstraordinært repræsentantskabsmøde til afholdelse inden 6 uger på hvilket afgørelse træffes i henhold til pkt. a.
10.a. Der afholdes ekstraordinært repræsentantskabsmøde i hovedforeningen når mindst 7 stemmeberettigede medlemmer fremsætter skriftlig begæring herom med angivelse af dagsorden. 10.b. Der indkaldes til ekstraordinær generalforsamling i en afdeling når mindst 3 bestyrelsesmedlemmer eller 20 % af alle stemmeberettigede medlemmer fremsætter skriftlig begæring herom med angivelse af dagsorden.
10.c. Ekstraordinær generalforsamling/repræsentantskabsmøde skal afholdes senest 6 uger efter begæringens aflevering. Indvarslingen som ved ordinær generalforsamling/repræsentantskabsmøde.
11. Hovedbestyrelsen udgør foreningens daglige ledelse. Hovedbestyrelsen består af:
      - Hovedformand - der er formand for bestyrelsen
      - Hovednæstformand
      - Hovedkasserer
      - Hovedsekretær
      - Formand og kasserer i fodboldafdelingen
      - Formand og kasserer i håndboldafdelingen
      - Formand i Kristrup Boldklubs Støtteforening
      - Formand i Kristrup Boldklubs Old Boys Afdeling
12. a. Hovedbestyrelsen er beslutningsdygtig når mindst 2/3 af de stemmeberettigede medlemmer er til stede. Alle afgørelser træffes ved simpelt stemmeflertal. Ved stemmelighed er hovedformandens stemme afgørende.
12. b. Afdelingsbestyrelserne er beslutningsdygtige og afgørelser træffes i medfør af pkt. a
13. a. Hovedbestyrelsen tegnes udadtil – og forpligtes over for tredjemand ved underskrift – af mindst 2 stemmeberettigede hovedbestyrelsesmedlemmer, hvoraf det ene hovedbestyrelsesmedlem skal være enten hovedformand eller hovednæstformand.
13. b. Afdelingsbestyrelserne tegnes udadtil og forpligtes overfor tredjemand ved underskrift af mindst 2 stemmeberettigede afdelingsbestyrelsesmedlemmer, hvoraf det ene afdelingsbestyrelsesmedlem skal være enten afdelingsformand eller afdelingsnæstformand.

§ 6 Hovedbestyrelsens bemyndigelse
1. Hovedbestyrelsen leder foreningen efter disse vedtægter, herunder administration og økonomi. 2. Hovedbestyrelsen skal fremme samarbejdet mellem afdelingerne samt varetage afdelingernes fælles anliggender indenfor rammerne af foreningens vedtægter
3. Hovedbestyrelsen er bemyndiget til at købe, sælge eller optage lån i fast ejendom, herunder pantsætning. Vedrører en sådan disposition en afdelings træningsaktiv, kan den berørte afdeling forlange afgørelsen forelagt på hovedforeningens førstkommende ordinære repræsentantskabsmøde, der træffer den endelige afgørelse.
4. Hovedbestyrelsen skal, såfremt det af økonomiske eller sportslige grunde skønnes nødvendigt, træde hjælpende til og kan eventuelt nedlægge en afdeling. Afdelingen kan dog forlange beslutningen udskudt til endelig afgørelse på førstkommende ordinære repræsentantskabsmøde.
5. Hovedbestyrelsen supplerer sig ved suppleanter fra de respektive bestyrelser.

§ 7 Afdelingernes bemyndigelse
Afdelingsbestyrelserne træffer afgørelser vedrørende afdelingernes daglige drift og administration.

§ 8 Økonomi og regnskabsaflæggelse
1. Foreningens regnskabsår følger kalenderåret 1. januar til 31. december.
2. Økonomiudvalget består af:
    - Hovedkassereren - der er formand for udvalget
    - Kassereren i fodboldafdelingen
    - Kassereren i håndboldafdelingen
3. Økonomiudvalget påser, at foreningens regnskaber føres i overensstemmelse med god regnskabsskik.
4. Hovedkassereren drager omsorg for, at diverse tilskudsordninger bliver søgt og fordelt efter de retningslinjer, hvorefter de er ydet. Fordelingen indstilles til godkendelse i hovedbestyrelsen.
5. Revisor og revisorsuppleant vælges for et år ad gangen.
6. Revisor skal til enhver tid have adgang til at efterse regnskab og beholdning.

§ 9 Generelle bestemmelser
1. De enkelte afdelingsbestyrelser holder møde på afdelingsformandens eller 3 bestyrelsesmedlemmers foranledning.
2. Hovedforeningens samt afdelingernes sekretærer skal føre protokol over repræsentantskabsmøder/generalforsamlinger, bestyrelsesmøder samt andre vigtige begivenheder.
3. Klubhusets drift og administration påhviler hovedforeningen. Hovedkassereren er regnskabsansvarlig. Regnskabet revideres af hovedforeningens revisor.
4. Hovedformanden, hovednæstformanden, hovedkassereren og hovedsekretæren udgør foreningens restaurationsudvalg. Dette er bemyndiget til i enhver henseende at tegne foreningen i relation til drift af det i klubhuset værende cafeteria.

§ 10 Hædersbevisninger
1. Æresmedlemmer kan udnævnes ved enstemmig hovedbestyrelsesbeslutning.
2. Hovedbestyrelsen kan endvidere tildele klubbens fortjenstnål til medlemmer, som igennem en årrække har udført et uegennyttigt og særdeles værdifuldt arbejde for Kristrup Boldklub.
3. Indstilling til modtagere af Kristrup Boldklubs hædersbevisninger skal foretages af afdelingsbestyrelserne. Disse fremsender skriftlig begrundet indstilling til forretningsudvalget, som fremlægger indstillingen til endelig beslutning ved førstkommende hovedbestyrelsesøde.

§ 11 Andre afdelinger
1. Old Boys afdelingen er selvstændig i regnskabsmæssig og administrativ henseende med egne love.
2. Støtteforeningen er en støtteforening til ungdomsarbejdet og andre former for støtte indenfor Kristrup Boldklub. Foreningen er selvstændig i regnskabsmæssig og administrativ henseende med egne love.

§ 12 Ikke sportslige arrangementer
Alle ikke sportslige arrangementer skal godkendes af hovedbestyrelsen. Fordeling af over-/underskud fastlægges i hvert enkelt tilfælde af hovedbestyrelsen.

§ 13 Foreningens opløsning
1. Foreningen består så længe en aktiv afdeling er tilsluttet, og så længe mindst 10 medlemmer stemmer for dens beståen.
2. I tilfælde af opløsning tilfalder foreningens eventuelle formue Samvirkende Idrætsforeninger i Randers (SIKR).

 

Således vedtaget på repræsentantskabsmøde den 14. april 2015.Hans Mogensen      Torben Christiansen      Michael Skermer     Karl-Henrik Svendsen