Menu

KB koryfæ rundede 85 med fest og farver

09. oktober 2016 kl. 07:02

Koryfæ og legende er store ord, men når det gælder Villy Andersen er de ikke for store. Med mere end 50 års ledergerning i KB på bagen, er han en institution i klubben. 

Dagen blev markeret på forskellig vis. Umiddelbart op til kampen, løb nogle af klubbens yngste fodboldspillere på banen med førsteholdet. De var naturligvis iført klubbens røde trøje, men også  med et flag i hånden.

Efter kampen blev Villy kaldt ud på terrassen. Her ventede der ham en overraskelse, da førsteholdet og alle gæsterne til den efterfølgende reception sang fødselsdagssang for fødselsdagsbarnet.

Receptionen blev en hyggelig stund for Villy, der havde taget sin kone Else og sine to døtre med i klubhuset, det hus der er blevet til Villys andet hjem. Der var fine taler ved hovedformand Hans Mogensen og Villys mangeårige kammerat Frits Pedersen. Frits holdt en rørende tale - helt fra starten hvor Villy gjorde sin entre i klubben. En tale om venskab, også mellem de to hustruer. Ord der vel mere end nogen andre viser de værdier foreningslivet rummer.

Det hører også med til historien, at førsteholdet gav Villy en fin gave i form af en 2-1 sejr over Helsted Fremad IF. I sandhed en stor dag for Villy og KB.

Luk