VARM EFTERMIDDAG I BREJNHOLT RANDERS CUP

VARM EFTERMIDDAG I BREJNHOLT RANDERS CUP
Vorup FB og Hadsund Boldklub lagde ud i senior 2. Det blev en meget jævnbyrdig affære, hvor Vorup FB endte med at trække det længste strå. Efter 0-0 ved pausen, blev det til en 2-1 sejr til Vorup. Lasse Pedersen og Durim Hetemi scorede for VFB. Den tidligere KB spiller og nu assisterende træner i Hadsund Boldklub Kasper Tolstrup scorede deres enlige mål. Der kan ikke indvendes noget mod resultatet. VFB stillede med et meget ungt hold - flere U 19 spillere - og de så ud til at klare varmen bedre end de mere rutinerede Hadsund spillere.
Der var yderligere en kamp i senior 2. Her mødtes Purhus IF og AH 2012. Det blev et sandt festfyrværkeri, hvor holdfællesskabet fra Assentoft/Hørning længe lignede en ret sikker vinder. De førte med 2-0 ved pausen. I anden halvleg blev det til hele 6 mål, og af dem tegnede Purhus sig for 4 så det hele endte med en pointdeling via et 4-4 resultat. Lasse Elgaard med 2 mål og Andreas Lundsten og Kasper Nielsen scorede for Purhus IF. Oliver Clausen med 2 mål samt Emil Knudsen og Ronni Christensen scorede for AH 2012.
Dagens kamp i senior 1 stod mellem KB og DB. Det er to kommende turneringsmodstandere, og kampen blev som forventet. En lidt rodet og meget fysisk præget affære. Det var en intensiv og god kamp med de fejl man kan forvente i opbygningsfasen. DB bragte sig på 1-0 midtvejs i første halvleg, da en KB markering svigtede og Mathias Vad kunne sende bolden i en blød bue hen over en chanceløs Jeppe Mogensen. Det blev pausecifrene.
Anden halvleg var dårligt nok fløjtet i gang før Mathias Møller fandt Richard Bertelsen med en fin aflevering, som Richard sikkert omsatte til mål. Grundet ikke kun varmen, men også muligheden for at prøve nye spillere, var der pænt gang i udskiftningerne i anden halvleg. DB træner Tonni Andersen sendte fire førsteårs U 19 spillere på banen. I en fysisk præget kamp kendte han de mulige konsekvenser. KB overtog mere spil. Det blev til store chancer til begge hold, men målene udeblev. DB lugtede nok en sejrsmulighed, da Jeppe Mogensen efter lidt kontroverser med Marius Jacobsen endte med at skubbe/slå modstanderen og helt korrekt måtte modtage et rødt kort. Christian Gregersen overtog målmandstrøjen og -handskerne og gjorde det faktisk rigtig fint i målet.
Begge trænere var tilfredse med indsatsen vejr- og baneforhold taget i betragtning. Lasse Mogensen fra KB prøvede to nye spillere af - Daniel Rasmussen som netop er skiftet fra Vorup FB og Rasmus Hansen fra egne ungdomsrækker. Begge gjorde det godt. Tonni Andersen kunne glæde sig over et længe ventet come-back til Anders Bay-Smidt. Han tilførte i den grad noget fysik til et ungt DB mandskab. Alt i alt en god træningskamp, som gør puljen helt åben.